Om Skeetskydning
Skeetskydning
International skeetskydning har været på det olympiske program siden 1968. Der afholdes nationale samt internationale mesterskaber hvert år. Skydningen afvikles i serier på 25 lerduer pr. skytte. Der bruges almindeligt jagtgevær, hvor største kaliber er 12. Maksimum haglstørrelse og -vægt er 2 mm og 24 gram, og geværet må højst kunne indeholde to patroner.
Ved tydeligt udkald affyres lerduen. Inden duen er synlig, skal skytten stå med geværkolben ved hoften. Der skydes i en cirkelbue fra otte forskellige standpladser. Lerduens flyvelængde er 65-67 meter, og duen skal rammes inden for de 40,2 meter, som er tydeligt afmærket. Lerduer bliver kastet fra henholdsvis et højt tårn og et lavt tårn. Lerduerne skal flyve i en højde på 4,6 meter over midten af skydebanen. På dette punkt skal duerne ligeledes krydse hinanden, når der skydes til double.